YAAYYAAY

Handelsbetingelser

YAAY Furniture ApS (herefter benævnt YAAY)

Reventlowsgade 16, st. 3,
1651 København
CVR-nr. 43178237
hej@yaay.dk
Tlf: 7199 4147

1. KONTAKT

YAAY kan kontaktes på hej@yaay.dk eller telefon 7199 4147 (kun opkald).

2. OM YAAY

YAAY er en designvirksomhed, der tilbyder designrådgivning, specialdesignede møbelløsninger og standardiserede byggevejledninger. YAAYs designs tager udgangspunkt i møbler fra IKEA.

YAAY tilbyder forskellige services og produkter, herunder:

  • Opmåling enten digitalt eller fysisk hjemme hos kunden.
  • Personlige og skræddersyede designs af møbler.
  • Indkøbslister til IKEA.
  • Standardiserede byggevejledninger (downloades direkte på yaay.dk).

3. YAAYS BYGGEVEJLEDNINGER

Byggevejledninger købes og betales via YAAYs webshop.

Hvis kunden køber en byggevejledning via YAAYs webshop, modtager kunden efter endt betaling et link, hvorfra byggevejledningen kan downloades som en pdf-fil.

3.1. Byggevejledninger - vilkår og ansvarsbegrænsning

Byggevejledningerne fra YAAY er standardiserede, det vil sige, at de er generelle og til inspiration - og ikke tilpasset kundens konkrete forhold. Anvendelse sker derfor på eget ansvar. 

Kunden er selv ansvarlig for korrekt udførelse, fastgørelsesmetoder og for at vurdere forhold på stedet (herunder vægtyper, bæreevne, fugt, installationer m.v.)

Kunden skal følge eventuelle sikkerhedsanvisninger til værktøjet. Kunden skal altid kontrollere vægtype og vælge egnede plugs-/skruer- og forankringsløsninger, følge gældende anvisninger for belastning/last, samt efterspænde/efterse fastgørelse løbende. 

YAAY er ikke ansvarlig for skader, der opstår som følge af byggevejledningerne, herunder som følge af kundens udførelse/montering eller forhold hos kunden, eller som følge af fejl ved tredjepartsprodukter (fx IKEA-komponenter, beslag, skruer m.v.)

Der tages forbehold for ændringer i tredjepartsprodukter (fx IKEA-serier, mål og beslag), som kan påvirke anvendeligheden af byggevejledningen.

4. MØDER - DIGITALE ELLER FYSISKE

Møder med YAAYs designer, både fysiske og online, bookes via www.yaay.dk. Betalingen foregår med det samme og direkte i webshoppen. Der kan betales via Dankort, VISA Dankort, Mastercard eller MobilePay.

Kunden vælger selv tidspunkt via funktionen på hjemmesiden.

Hjemmebesøget/det digitale møde er inklusiv:

  • Opmåling og design af højst ét møbel. Flere designs inkl. tilhørende indkøbsliste til IKEA kan købes for 500 kr. per styk. Mødet forpligter ikke til yderligere køb.
  • En indkøbsliste til IKEA til det givne møbel, der designes på mødet. YAAY er i denne forbindelse ikke ansvarlig for udsolgte eller forsinkede varer hos IKEA.
  • En valgfri af YAAYs digitale byggevejledninger (kan ses her).

Når YAAY bookes til et hjemmebesøg med opmåling, har YAAY ansvaret for, at opmålingen er korrekt. Det betyder, at hvis der opstår ekstraudgifter for kunden som direkte følge af forkert opmåling, dækker YAAY ekstraomkostninger i forbindelse hermed.
På digitale møder, hvor YAAY ikke direkte står for opmålingen, er det kundens ansvar, at opmålingen er korrekt. 

Fysiske besøg i kundens hjem tilbydes i en radius af 50 km fra København K (Reventlowsgade 16). Hvis kunden bor længere væk end 30 km fra Reventlowsgade 16, pålægges et gebyr på 15 kr. per km, udover de 30 km, hver vej. Dette beløb efterfaktureres efter mødes. 

4.1. Ved aflysning eller sygdom (hjemmebesøg og online møder)

Hvis kunden ønsker at rykke en aftale, der allerede er booket i kalenderen, uanset om det er et fysisk eller et online møde, kan kunden gøre det ind til 24 timer før mødet er planlagt til at skulle begynde.

Hvis kunden ønsker at aflyse helt og samtidig få sin betaling refunderet, skal det ske senest 48 timer før mødet er planlagt til at skulle begynde. Ved senere aflysning, refunderes betalingen ikke.

Bemærk, at hvis et 'byg selv'-møde aflyses med henblik på refusion, og der allerede er blevet tilsendt en gratis byggevejledning, så skal kunden betale for den fulde værdi af denne byggevejledning.

Aflysning/ombooking kan ikke ske senere end 24 timer før møde et planlagt til at skulle starte.

Aflysning og udskydelse af aftaler sker på mail til hej@yaay.dk.

Ved sygdom kan YAAY være nødsaget til at rykke både online og fysiske møder. I så fald gives der besked senest kl. 8.00 samme dag for mødet.

4.2. Ved udeblivelse (hjemmebesøg og online møder)

Hvis kunden ikke er hjemme, når en designer fra YAAY møder op til et hjemmebesøg på  aftalt tid og sted, vil det blive betragtet som udeblivelse, og mødet bliver aflyst uden mulighed for refusion. 

Hvis kunden ikke logger ind til et online møde, inden for 10 min. efter mødestart, vil mødet blive aflyst uden mulighed for refusion.

5. YAAYS SAMARBEJDSPARTNERE

YAAY har samarbejde med tømrere og snedkere på Sjælland, der kan montere YAAYs møbeldesigns for kunden.

Kunden er også velkommen til selv at finde en tømrer/snedker, der kan montere efter YAAYs byggevejledninger. 

Samarbejdspartnerne er dansk-uddannede tømrere og snedkere, som er trænede i at bygge efter YAAYs byggevejledninger.

Bemærk, at YAAYs samarbejdspartnerne er selvstændige tømrer- og snedkervirksomheder. De er hverken ansat af YAAY eller under YAAYs instruktionsbeføjelse. Aftaler om montering indgås derfor direkte mellem kunden og samarbejdspartneren. Eventuelle krav vedrørende montering, skal rettes direkte mod samarbejdspartneren. YAAY er ikke ansvarlig for samarbejdspartnerens ydelser. 

6. PRISER

Alle priser er angivet i danske kroner og er inklusive moms og afgifter. Der tages forbehold for trykfejl.

7. BETALING

Hvis kunden køber et hjemmebesøg, et online møde eller en byggevejledning, foretages købet via YAAYs webshop. Betalingen foregår med det samme og direkte i webshoppen. Kunden kan betale via Dankort, VISA Dankort, Mastercard eller MobilePay.

Hvis kunden køber en af YAAYs ydelser; fx et ekstra møbeldesign på et møde, sker betalingen til YAAY ved aftalens indgåelse via bankoverførsel. Kunden vil modtage en faktura på mail med alle oplysninger.

Hvis kunden har bestilt montering hos en af YAAYs samarbejdspartnere, sker afregningen for monteringen direkte mellem kunden og tømreren.

8. FORTRYDELSESRET

8.1 Fortrydelsesret - serviceydelser

Når kunden køber en specialfremstillet serviceydelse, fx et ekstra møbeldesign og en indkøbsliste til IKEA er der tale om produkter og ydelser, der er specialfremstillet efter ordre. Derfor er der ingen fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven, og kunden accepterer dette ved aftaleindgåelsen. 

8.2 Fortrydelsesret - byggevejledninger

Der er 14 dages fortrydelsesret på digitale byggevejledninger købt via YAAYs webshop. Dog frafalder fortrydelsesretten, når et digitalt produkt er downloadet. Perioden for fortrydelsesretten træder i kraft på dagen for købet. Hvis kunden ønsker at gøre brug af sin fortrydelsesret, skal kunden inden de 14 dage er gået, sende en mail til hej@yaay.dk.

8.3 Tilfredshedsgaranti - byggevejledninger

YAAY tilbyder 60 dages tilfredshedsgaranti på alle byggevejledinger købt via YAAYs webshop. Tilfredshedsgarantien giver kunden mulighed for at annullere sit køb, såfremt kunden er utilfreds med byggevejledningen, finder den mangelfuld eller på anden måde vurderer kvaliteten af den utilstrækkelig. 
Tilfredshedsgarantien gælder ikke for forhold hos kunden, som fx fortrydelse af byggeprojektet grundet ubeslutsomhed eller personlige forhold hos kunden. 

Perioden for tilfredshedsgarantien træder i kraft på dagen for købet. Hvis kunden ønsker at gøre brug af tilfredshedsgarantien, skal kunden inden de 60 dage er gået, sende en mail til hej@yaay.dk.

8.4 Fortrydelsesret - fysiske produkter
Der er 14 dages fortrydelsesret på produkter købt via YAAYs webshop. Perioden for fortrydelsesretten træder i kraft på dagen for levering på privatadresse eller til pakkeshop.

Hvis kunden ønsker at returnere en fysisk vare, skal kunden gøre det via YAAYs returportal, som findes her. Kunden afholder selv udgifterne til returfragten. 
Når YAAY modtager det returnerede produkt, refunderes beløbet for produktet til kunden.

Hvis kunden ønsker at gøre brug af sin fortrydelsesret, skal kunden inden de 14 dage er gået udfylde de påkrævede felter på returportalen

9. REKLAMATION

Der gives 2 års reklamationsret i henhold til købeloven. Reklamationsretten gælder fejl og mangler på produkter og gælder ikke fejl eller skader begået ved forkert brug af produktet. Såfremt der er fejl eller mangler ved de af YAAY leverede ydelser, har kunden pligt til inden for rimelig tid at give YAAY besked herom. YAAY påtager sig ikke et ansvar udover det beskrevne i købeloven.

I det omgang YAAYs ydelser udgør tjenesteydelser, fx rådgivning og opmåling, kan kunden reklamere over fejl og mangler ved disse i op til 3 år.

Hvis kunden ønsker at reklamere over et produkt, skal det ske via mail til hej@yaay.dk.

YAAY er ikke ansvarlig for fejl og mangler ved produkter købt hos tredjepart, herunder møbler indkøbt hos IKEA eller tjenesteydelser hos tømrer- eller snedkerfirmaer. Kunden skal rette eventuelle reklamationer direkte mod sådanne trejdeparter.

10. KLAGEMULIGHEDER

Du kan klage over en vare eller tjenesteydelse direkte til YAAY via mail hej@yaay.dk. Skulle der opstå grund til at gå videre med en klage, kan du klage til Center for Klageløsning via Klageportalen for Nævnenes Hus.

Hvis du er forbruger med bopæl i et andet EU-land, kan du angive din klage i EU Kommissionens online klageplatform som du finder her. Husk at oplyse vores e-mailadresse hej@yaay.dk.

11. RETTIGHEDER

Alle rettigheder forbeholdes.

Møbeldesigns, herunder skitser og 3D-tegninger, byggevejledninger og lignende er kun til privat brug og må ikke kopieres, videresælges, omfordeles eller på anden måde distribueres. Alle rettigheder til digitale produkter tilhører YAAY.

12. LOV OG VÆRENETING

Ved enhver uoverensstemmelse skal parterne forsøge at afklare disse i mindelighed. Hvis dette ikke er muligt, afgøres sagen under anvendelse af dansk ret med Københavns Byret som værneting.
For forbrugere kan sager anlægges ved forbrugerens bopæls værneting.

Indkøbskurv 0