YAAY er møbler designet og bygget til dit hjem
YAAY, vi glæder os til at høre fra dig!
YAAY er glæden ved et hjem der fungerer

Sådan males MDF: Trin for trin guide

Indeholder affiliatelinks

MDF er et fantastisk materiale at bygge af. Det er billigt, nemt at skære i og giver en flot glat overflade. 

Det er også nemt at få et flot resultat ved at male MDF, men det kræver, at man følger den rigtige teknik. Den giver vi dig herunder. 

Her er en liste over de produkter, du skal bruge. Vi har testet og udvalgt de produkter, som vi synes giver det bedste resultat:
  • Sandpapir korn 180. Køb HER.
  • Hæftegrunder (HER) eller spærregrunder (HER).
  • God træmaling i ønsket glans og farve. Køb HER.
  • En pensel. Køb HER.
  • En lille lakrulle til glatte overfalder. Køb HER.

 

1. Slib alle kanter

Når man skærer i MDF, “åbner” man materialet og det vil derfor suge meget maling. Når træ tager fugt til sig, løfter det sig og overfladen bliver ru.

Derfor er det en god idé at “lukke” alle skæreflader og kanter på MDF’en inden den males. Man “lukker” dem ved at slibe dem med fint sandpapir korn 180 på alle de steder, hvor MDF’en er blevet skåret i. MDF’en skal ikke slibes på de store flader - kun på kanter og skæreflader, hvor den har være i kontakt med en sav.

Slib ind til MDF’en føles blød og glat alle steder.

TIP! Hvis du har skruehuller og samlinger i din MDF, skal disse også spartles og slibes inden du går videre med at male. Vi anbefaler at spartle med Polyfilla).

2. Grund

Når du har slebet færdigt, men inden du maler med den endelige træmaling, skal MDF’en grundes. Du kan både bruge spærregrunder og hæftegrunder. Det vigtigste er, at MDF’en mættes godt med grunderen inden den males over med træmaling.

TIP! Hvis du fx også skal male nogle IKEA-låger, som skal grundes med hæftegrunder, så kan du bruge samme grunder til din MDF.

Uanset hvilken afsluttende finish du ønsker, er det en god ide at påføre grunder med en lakrulle. Hjørner og kanter, hvor lakrullen ikke kan nå, kan du male med en pensel.

Læs på grunderen, hvor mange timer den skal tørre, før den kan males over.

Inden du maler over, skal alle flader slibes med korn 180. Det skal bare være en ganske let slibning, svarende til når du tørrer et bord over med en klud.

Når du er færdig med at slibe, så støvsug grundigt så alt slibestøv kommer væk.

3. Mal med træmaling

Nu skal du male med træmaling. Den skal have 2-3 lag.
Du kan vælge en helt blank, en mat eller en mellemblank maling, så længe du vælger en maling beregnet til træ. 

Du kan male med en lakrulle ligesom med grunderen, eller du kan male det hele med en pensel. Sidstnævnte tager længere tid, men giver en anden finish, fordi man vil kunne se de håndstrøgne penselstrøg. Hvis du for eksempel bygger noget, der skal passer ind et sted med andet håndmalet træværk, kan det være en måde at få det nye til at passe ind.

Hvis du vil have et glattere og mere “sprøjtemalet” look, så mal det hele med lakrullen, som giver en glat overflade.

TIP! Det er vigtigt at påføre malingen i den rigtige tykkelse. Hvis du maler for tyndt, vil malingen ikke dække og ikke flyde flot sammen. Hvis du maler for tyndt med en rulle, vil du se rullespor efter rullen.
Hvis du maler for tykt, vil malingen løbe. 
Den rigtige tykkelse maling er et godt generøst lag, der flyder flot sammen uden at løbe og klatte.

Du behøver ikke slibe mellem hvert lag, men det er en god idé at slibe inden du maler allersidste lag, så du er sikker på, at du får slebet små ujævnheder eller snavs der har sat sig i malingen væk, inden sidste lag.

Når du sliber, så husk at støvsuge al slibestøvet væk, inden du maler over.

Malingen er hurtigt overfladetør, men der går op til to uger, før den er gennemhærdet. Du kan derfor opleve, at den er blød og porøs det første stykke tid, så vær lidt ekstra påpasselig.

TIP! Har du husket af fuge? Hvis ikke, er det en god idé at fuge inden du maler sidste lag maling. Fugen skal nemlig males over sammen med møblet - ellers bliver den med tiden gul og snavset. Du skal fuge alle de steder, hvor MDF'en møder vægge og/eller loft. Vi anbefaler denne akrylfuge.

YAAY! Nu er du færdig. Vi håber, du har fået et flot resultat.

Hvis du har spørgsmål eller oplever udfordringer, kan du altid skrive til os på Instagram eller hej@yaay.dk. Vi hjælper og vejleder med stor glæde. Find os HER.

  • YAY! Tak for denne opskrift! Lige hvad jeg mangler til mit kommende byg-selv-bog-reol projekt ;)